Handelsbetingelser
Booking
Du booker en fotografering ved at sende mig en mail til jonas@westermannphotography.dk eller ved kontaktformularen her på siden. Jeg bor på midtfyn, men kommer rundt i hele landet efter ønske. Prisen for transport udregnes når vi har aftalt en adresse for fotograferingen. Alle fotograferingspakker indeholder 15 km kørsel fra min bopæl.
Betaling
Du modtager en faktura på fotograferingen efter endt fotografering. De digitale filer leveres først, når betalingen er registreret.
Ved bryllupper er der et bookinggebyr på 1000 kr, der betales ved booking af dato. Dette beløb fratrækkes det resterende beløb, når det betales. For bryllupper betales det resterende beløb senest 1 uge inden brylluppet. Bookinggebyret refunderes ikke, såfremt I aflyser, men betales tilbage, hvis jeg aflyser (hvilket aldrig er sket).
Levering af billeder
Der leveres kun redigerede billeder, det er ikke muligt at modtage råfilerne eller uredigerede billeder. Billederne repræsenterer mig og min stil og er en stor del af mit brand. Alle billeder redigeres og beskæres individuelt. Afhængig af den valgte pakke udvælges et antal billeder der fremsendes via. wetransfer.com til dig. Du modtager en mail med et link, hvorfra du kan downloade dine billeder. Dette link udløber efter 7 dage, så skynd dig at downloade dem til din computer. Der fremsendes ikke et nyt link.
Filerne leveres i high-resolution inden for 7-10 hverdage efter fotografering. Ved bryllupper må der forventes en leveringstid på op til 3 uger. Der kan være spidsbelastningsperioder, hvor leveringstiden er længere. Det er dog sjældent, og ofte leveres billederne hurtigere. Ved bryllupper sender jeg en smagsprøve på billederne til takkekort mm. kort tid efter brylluppet.
Fortrydelsesret
Fortrydelsesretten frafalder så snart fotograferingen er påbegyndt. Ligeledes er der ingen returret på de digitale billeder, da disse er fremstillet individuelt til dig.
Forplejning ifm. bryllupper
Hvis det er et heldagsbryllup (bryllupspakke 3) sætter jeg stor pris på, at der er lidt mad til mig. Det er lidt træls at skulle have en madpakke med hele dagen og linserne bliver så fedtede 😉 Desuden bliver jeg så træt sidst på aftenen hvis jeg ikke får lidt at spise i løbet af dagen. Jeg behøver ikke den helt store menu, men en forret og en hovedret ville jeg blive meget taknemmelig for.
Uden mad og drikke, duer fotografen ikke 😉
Ophavsret
Fotografens brug af jeres billeder
Som fotograf har jeg ophavsretten over billederne jeg tager.
De digitale filer, som købes af kunden, må ikke kopieres, redigeres, modificeres eller på anden måde ændres af andre end fotografen. De digitale filer må heller ikke videresælges eller på anden måde videregives til 3. part ifm. markedsføring el. lign. Ved overtrædelse af dette, vil en regning faktureres.
Billederne taget af Westermann Photography kan blive brugt til markedsføring på de sociale medier, på min hjemmeside og evt. ifm. konkurrencer/andet. Sociale medier og markedsføring er en vigtig del af mit arbejde som fotograf, og min synlighed på sociale medier gør, at andre kan finde mig og følge med i mit arbejde. Derfor er det helt afgørende, at jeg kan dele lidt af jeres billeder på mine sociale platforme og min hjemmeside. Jeg sørger altid for at have en klar aftale med kunden ift. brug af billeder.
Såfremt du ikke ønsker dine billeder på de sociale medier accepteres dette selvfølgelig. Ingen billeder offentliggøres på sociale medier før du har modtaget dem.
Kundens brugsret
Når du modtager dine billeder, har du brugsretten over dem.
Derfor må du anvende dine billeder til privat brug, forære dem i gave, printe/trykke dem og dele dem på dine sociale medier. Deler du billederne på sociale medier, bliver jeg selvfølgelig glad, hvis du tagger mig 🙂